Redaktion

 

Niels Messerschmidt, ansvarshavende

 

Redaktionens adresse:

catholica.dk

Gammel Kongevej 15

1610 København V

Telefon 3355 6080

Mail klik her

 

Internationalt tidsskriftnummer:

ISSN 1902-6137

 

Vejledning til manuskriptforfattere:

Klik her

catholica.dk - et katolsk tidsskrift på nettet

 

 

På pastoralrådsmødet i Den katolske Kirke i november 2003 fandt der en drøftelse sted af bladet Katolsk Orientering. I den forbindelse nævntes den passus i Retningslinier for udgivelsen af Katolsk Orientering med tilhørende bemærkninger (3.2), hvori det hedder, at "redaktionen i øvrigt bør være opmærksom på, at artikler om specielle og især vanskelige politiske, teologiske og andre videnskabelige emner med fordel kan henvises til andre katolske tidsskrifter med mere afgrænset læserkreds".

I den anledning blev det spørgsmål bragt på bane, hvorfor der ikke i Danmark er et katolsk tidsskrift, der med de samme overordnede målsætninger, som fremgår af retningslinierne for Katolsk Orientering, kunne tage sådanne emner op og behandle dem på et mere krævende niveau end det almene, som det er K.O.'s opgave at lægge sig på.

Spørgsmålet fik ikke på stedet noget egentligt svar, men gennem oprettelsen af den selvejende institution catholica.dk har en stifterkreds bestående af Jette og Jacob Thomsen og Vivian og Erling Tiedemann søgt at besvare det med et konkret initiativ, der sigter på at afhjælpe manglen.

Netop fordi catholica.dk skal løse en anden opgave end Katolsk Orientering, kan nettidsskriftet ikke betragtes som hverken en dublet af eller en konkurrent til KO.

 

Et tidsskrift på nettet

Den selvejende institution er oprettet med det formål at udgive et nettidsskrift af samme navn. Når man valgte at gå på nettet i stedet for at sigte på en trykt publikation, skyldtes det, at man ikke anså det for muligt at finde økonomiske og personelle ressourcer nok til at starte et nyt tidsskrift med abonnementstegning, periodisk trykning og distribution (nu endda uden portostøtte). Det ville koste mange penge og mange kræfter at komme i gang, og det ville tage lang tid at komme op på en abonnementsindtægt, der kunne finansiere udgivelsen.

Man fandt det derfor nærliggende at starte tidsskriftet på en helt anden måde, der i økonomisk og arbejdsmæssig forstand udnytter informationsteknologiens muligheder, det vil sige: et tidsskrift, der udgives på Internettet - og kun her. Man lagde herved også til grund, at den målgruppe, som måtte formodes overhovedet at være interesseret i et sådant tidsskrift, i stærkt stigende grad har adgang til højfrekvensopkoblinger til nettet, der gør læsning, downloading og udskrivning af artikler let.

Det tager lige lang tid at skrive en seriøs artikel, hvad enten den skal trykkes eller gøres tilgængelig på nettet, og en redaktion må forventes at stå over for det samme tidrøvende besvær med at få forfattere til at aflevere artikler til aftalt tid og i aftalt længde. En af fordelene ved en internetløsning er imidlertid, at et nettidsskrift ikke behøver at udkomme i en bestemt frekvens (hvor et nummer netop risikerer at blive forsinket af den forfatter, der afleverer sidst). Færdige artikler vil derimod kunne lægges på nettet, uden at behøve at afvente andre.

Da man heller ikke er afhængig af bestemte frekvenser (fx fire gange om året), kan tidsskriftet få et mere aktuelt indhold, idet up-to-date artikler og kommentarer til forhold i Kirke og samfund kan lægges på nettet, så snart de er skrevet.

Ej heller et bestemt sidetal, der både begrænser og forpligter, stiller med denne model krav til redaktion og forfattere. Et sådant nettidsskrift har kort sagt ingen årgange og ingen bladnumre, men kun artikelnumre. "Gamle numre" kan til enhver tid findes i nettidsskriftets arkivdel, uden at årlige registre skal trykkes og udgives - og catholica.dk er indrettet med mulighed for fuldtekstsøgning, således at man, blot man kan huske et ord fra en artikel, med det samme kan finde frem til den.

 

En frivillig indsats

Udgivelsen af nettidsskriftet baserer sig i enhver henseende på frivillig og ulønnet arbejdskraft (redaktion, forfattere, layout etc.), og alt i alt er der dermed i henseende til penge og arbejdskraft tale om et lavøkonomisk nettidsskrift, hvorved en række barrierer for en udgivelse er forsvundet.

Om nettidsskriftet kan bestå på længere sigt, vil selvsagt bero på, om tilstrækkeligt mange til stadighed vil investere tid og kræfter i at skrive hhv. oversætte artiklerne og lave det redaktionelle og layoutmæssige arbejde, men tempo og omfang vil lettere kunne afpasses efter mulighederne end i forbindelse med et bogtrykt tidsskrift.

 

Nyhedsbrev

De problemer, som kunne følge af, at nye artikler ikke publiceres med en fast frekvens, afbødes gennem udsendelse af nyhedsbreve pr. mail til dem, der tilmelder sig til at blive orienteret, når en ny artikel er "udkommet" - men man skal selv melde sig til: Nyhedsbreve sendes ikke uopfordret til nogen, ligesom redaktionen i øvrigt garanterer, at tilmeldte mailadresser ikke videregives til andre eller bruges i anden forbindelse.

 

Formål

Den selvejende institution catholica.dk er som nævnt oprettet med det formål at udgive et dansk katolsk tidsskrift af samme navn på Internettet. Nettidsskriftets formål er at tjene evangeliets udbredelse gennem en formidling af katolsk tro og lære i overensstemmelse med Den hellige Skrift og Kirkens tradition således, som denne i nyere tid kommer til udtryk i Det andet Vatikankoncils tekster og i den fremstilling af tro og moral, som gives i Katekismus for den Katolske Kirke. Ethvert emne i den forbindelse vil kunne behandles af tidsskriftet på et både alment og uddybende, men dog ikke fagteologisk niveau i strengere forstand.

 

Overdragelse til bispedømmet København

I forbindelse med, at den stiftende bestyrelses og redaktions medlemmer kommer op i årene, er det med biskop Czeslaw og informationschef Niels Messerschmidt aftalt, at bispedømmet med virkning pr. 26. november 2009 overtager udgivelsen af nettidsskriftet med Niels Messerschmidt som ansvarshavende redaktør. Dermed kan fremtiden for catholica.dk være sikret.